“Legen med vand, pensel, pigment – og mere vand! – holder aldrig op. Derfor har akvarel altid været min foretrukne udtryksform. Akvarel er en levende teknik, og jeg udfordrer konstant materialet i min søgen efter et ekspressivt udtryk. Jeg eksperimenterer og afprøver hele tiden nye teknikker og farvekompositioner når jeg maler, inspireret af pigmenternes frie leg og bevægelse i vandet.
Naturen og landskabet er en tilbagevendende kilde til inspiration. Jeg lader mig fange af lys, farver og stemninger – allerhelst i nordisk og arktisk klima, der passer mit temperament bedst. Hvor der er højt til loftet, og langt til horisonten!
Mine motiver skildrer bevægelse og stemning i nuet, øjeblikkets indtryk og lysets skiften i landskabet. Jeg søger samtidig at skildre motivets sjæl – uanset om jeg arbejder med mennesker og dyr, stilleben eller landskaber.
Jeg har oftest et figurativt udgangspunkt i mit maleri – men arbejder gennem variationer, perception og abstraktion af det sete og sansede indtryk. Når jeg er i et flow, bliver processen intuitiv – en dialog med billedet, hvor tilfældigheder, pigmenternes karakter og min egen sindsstemning har stor betydning for det færdige resultat.
De helt store papirformater – ”elephant size” 1 x 1,5 m og større – er en yndet udfordring for mig, og kræver et stort fysisk overskud.
Det kan være en langvarig proces – ofte står mine akvareller halvfærdige i flere år, før jeg kan beslutte, hvordan de skal “lukkes” og færdiggøres. Løsningen kommer først til mig, når jeg er klar til at modtage den: Når jeg forstår, hvad det egentlig er, jeg har sanset og følt i det aktuelle øjeblik.
Jeg søger kontraster i mine akvareller. Mellem lys og mørke, blødt og hårdt, koldt og varmt, skarpt og diffust. Som i selve livet bor lyset jo lige netop i mørket: Modgang, sorg og dystre perioder giver en nødvendig kontrast til de lette, lyse og lykkelige øjeblikke.“